Klaverkvartet i A-dur, opus 26.

I 1861 komponerede Brahms to klaverkvartetter. Den første er i g-mol, lidenskabelig, følsom, mystisk – den anden i A-dur er ren, klar, forholdsvis fornuftig. Det var syv år efter vennen Robert Schumann var død og veninden Clara Schumann var blevet enke. Johannes Brahms var betaget af Clara, og vi kan i al evighed diskutere graden af denne betagelse – forelskelse, venskab, fortabt kærlighed – faktum er, at den satte sig dybe spor i hans værker. Som det er tilfældet med de to klaverkvartetter, der begge er komponeret med Clara i tankerne. Brahms skrev alle sine følelser ind i g-mol kvartetten og lod Clara spille klaverstemmen ved uropførelsen, mens han i A-dur kvartetten var meget mere organiseret og kompositorisk subtil – her spillede han selv klaverstemmen ved førsteopførelsen 29. november 1862. Det fortæller måske noget om deres forhold, at Clara foretrak A-dur kvartetten: den rene og formfuldendte. Nogle har kaldt g-mol kvartetten dionysisk, mens A-dur kvartetten er apollinsk. Hvorvidt denne karakteristik holder, er måske tvivlsom, men den passer godt ind i Clara-billedet, og når alt kommer til alt, så er A-dur kvartetten præget af lige dele følelse og fornuft. 1. satsen er komponeret i en stort anlagt sonateform og varer omkring et kvarter. Den indledes med et tema, der er karakteristisk ved sine trioler – tredeling af et slag – hvilket tilfører satsen en vis uro. Denne uro forplanter sig til andre dele af satsen og er medvirkende til, at musikken bygger sig op til et klimaks, hvor dur og mol brydes. Brahms mestrede som få at fremkalde stemninger, hvor både glæde og sorg er til stede på én gang. Måske i virkeligheden et signalement af hans almene sindstilstand. I øvrigt er satsen karakteristik ved sin elegante og gennemarbejdede modstilling til de øvrige, der er med til at folde sonateformen ud. I 2. satsen anslår Brahms nogle dybe, personlige strenge med en melodi, han har lånt fra en lied af Schubert. Lieden hedder ”Die Stadt” og teksten er af Henrich Heine. Ordene er næppe tilfældige i forhold til Brahms’ forhold til Clara: ”Die Sonne hebt sich noch einmal. Leuchtend vom Boden empor unde zeigt mir die Stelle, wo ich das Liebste velor”. Satsen er præget af forunderlige melodiske skyggevirkninger og af steder, hvor det hele går i stå – som om komponisten vil reflektere over, hvordan han skal komme videre. 3. satsen er en blanding af en scherzo og et intermezzo – lige dele munterhed og musikalsk kontrast til de andre satser. I midterdelen (trioen) har Brahms lagt en lille kanon ind mellem klaver og strygere som eksempel på sin beherskelse af det tekniske. Både denne sats og sidstesatsen er komponeret over en sonateform, og det giver kvartetten en ydre arkitektur, hvor der skabes balance til 1. satsen. 4. satsen er skrevet ”all’ongarese” – i ungarsk stil – sådan som det var stilen på denne tid. På grund af sin længde forsvandt A-dur kvartetten mere eller mindre ud af kammermusikrepertoiret efter Brahms’ død. Det er der lykkeligvis siden rettet op på.