Trio for horn (bratsch), violin og klaver i Es-dur, opus 40.

31. januar 1865 døde Brahms’ mor. Det var et frygtelig hårdt slag for den følsomme komponist, der havde et særlig nært forhold til hende. Sorgen kom bl.a. til udtryk i Ein deutsches Requiem, som han havde komponeret på siden 1857 – den tredje del af requiet om at finde en mening med døden var indirekte blev til i denne tid, og helt direkte påbegyndte han trioen for den usædvanlige besætning: trio, violin og klaver som et slags sorgarbejde. Førsteopførelsen fandt sted 28. november 1865, men der gik flere måneder, inden Brahms sendte trioen til sin forlægger Simrock. I mellemtiden skrev han hornstemmen om, så den kunne spilles af et valdhorn i stedet for et horn med ventiler. Forskellen er, at valdhornet spiller med naturtoner, så processen gik ud på at forenkle stemmen. Siden skrev Brahms også hornstemmen om, så den kunne spilles af en cello og i 1884 udkom en bratsch-udgave, som er den, der klinger nærmest originalen. Den oprindelige tanke med at skrive for horn havde flere årsager. Dels blev trioen til i en lille by i nærheden af Baden-Baden, der ligger i det store skovområde Schwarzwald i Sydtyskland. Det kan næsten høres især i ydersatserne med deres romantiske oplevelse af skoven med dens ensomhed, mystik og jægerglæde. Dels var hornet et helt særlig instrument for Brahms. Det var et instrument, som hans far havde spillet, og som han selv havde lært at spille som dreng, når han sammen med sin mor spillede og sang de sange, de holdt så meget af. Der er altså god grund til at tro, at denne trio har dybe rødder i Brahms’ barndom og den lykke, han oplevede sammen med sin mor. Der er yderligere grund til at lytte til 2. satsen som et musikalsk epitafium over moderen. Satsen er i et tempo, som Brahms ellers aldrig anvendte: Adagio mesto (en langsom sørgesats) og som han måske har lånt fra Beethovens Klaversonate opus 10 nr.3, som har en langsom Largo e mesto, og som i øvrigt er bygget op på samme måde. Hos Brahms er hovedtemaet imidlertid folkesangen Dort in der Weiden steht ein Haus, som er en direkte henvisning til en af de sange, han havde lært af sin mor. Denne 3. sats er i øvrigt lagt i et dybt leje, melodierne er præget af det såkaldte ”Seufzer”-motiv, der betyder ”sukke”-motiv, sådan som vi kender det langt tilbage i musikhistorien. Undervejs er det som om satsen bliver mere desperat i sit udtryk, men grundstemningen er sorg, og den forlader Brahms ikke før til allersidst, hvor et tema i en durtoneart dukker frem og indgyder håb. I øvrigt er hele trioen usædvanlig, for det er første gang, Brahms indleder et større instrumentalværk med en sats, der er langsom og som ikke følger sonateformen. Rækkefølgen af de fire satser er langsom-hurtig-langsom-hurtig, og i sidste sats tager Brahms fat i et tema fra 3.satsen, men hér bruger han det til at skabe lystig jagtstemning. Sorgen sendes bort ud i skoven, og samtidig får Brahms demonstreret sine suveræne evner som komponist – den professionelle side har han ikke glemt.